Nelly Cheboi underviser i teknologiske færdigheder for at bekæmpe fattigdom på en bæredygtig måde

Nelly Cheboi er en ambitiøs leder i teknologibranchen, der ønsker at bringe flere kenyanere ind i den digitale økonomi og udvikle effektive, skalerbare løsninger til fattigdom. I løbet af hendes første år på universitetet startede hun en skole for at gøre netop det, og nu underviser hendes nonprofitorganisation TechLit Africa 4.000 elever i alderen 5 til 14 år i grundlæggende computerfærdigheder. Nelly sluttede sig til Logitech MX til #WomenWhoMaster-serien for at fortælle om, hvordan hun giver tilbage til sit samfund i det landlige Kenya ved at give adgang til computere og lære folk digitale færdigheder.

Sp: Hvilke oplevelser havde du under din opvækst, og hvordan formede det, hvem du er i dag?

Jeg voksede op i Mogotio, en lille landsby fire timer fra Nairobi, Kenya. Jeg voksede op i fattigdom – gik barfodet i skole og gik sulten i seng. 

Skoler i Kenya er meget dyre, især gymnasier. Jeg så min mor som enlig forsørger arbejde hårdt for at betale for mine ældre søstres uddannelse. Vores naboer sagde: "Hvorfor arbejder du så hårdt for at uddanne dine piger? Disse piger vil blive giftet bort. Du behøver ikke bekymre dig om at uddanne dem". Men hun ville gøre det. Jeg så hende prøve alle forretninger og fejle, men stadig have magten til at stå op næste dag og prøve igen. Jeg blev bare overvældet af beundring for denne fænomenale kvinde. 

Så det blev virkelig min motivation i livet. Jeg ønskede, at min mor skulle gå på pension, og jeg ville bygge bæredygtige løsninger, der kan udrydde den smerte, der følger med fattigdom.

Sp: Du gik på universitetet i USA og besluttede dig for at studere datalogi. Har du altid været interesseret i videnskab?

Nej. Jeg vidste intet om teknologi. Det var ikke engang i mit ordforråd. Jeg ville være pilot. Det var ideen om at flyve væk fra fattigdom. Men mit første fly var til USA, og jeg indså, at jeg ikke ville være pilot. Så jeg prøvede at finde andre muligheder. Jeg har altid godt kunne lide kemi, så det begyndte jeg at arbejde med. Jeg var på vej til en uddannelse inden for kemi, indtil jeg tog et andet hovedfag, anvendt matematik. 

I løbet af mit første år på universitetet havde jeg brug for et kursus med en introduktion til Java til mit hovedfag i matematik, og jeg blev bare forelsket i det med det samme. Jeg droppede kemi og skiftede til at få en uddannelse i datalogi. Jeg endte med at færdiggøre min datalogiuddannelse på et år!

Sp: Mens du gik på universitetet, blev du inspireret til at starte en skole og give noget tilbage til dit lokalsamfund. Hvad fik dig til at ville gøre noget så ambitiøst i så ung en alder?

På universitetet fik jeg job som pedel. Som international studerende kunne jeg arbejde 20 timer om ugen til mindstelønnen. Jeg ville spare alle mine penge op til min familie. Jeg fik endelig sparet nok op til at flytte min familie ud af vores forfaldne barndomshjem og overtog forsørgelsen af min familie, så min mor endelig kunne få lettet byrden. Jeg ønskede at blive ved med at forsørge min familie, men jeg indså, at hvis jeg blev ved med at sende penge hjem hver måned, så ville jeg aldrig rigtig være i stand til at give noget tilbage til mit lokalsamfund. Så jeg besluttede at bygge en skole. Det var sådan Zawadi blev startet.

En skole er bæredygtig. Forældre betaler omkring 10 USD om måneden for, at deres børn går i denne skole, og de penge er nok til at betale for lærere og andre fornødenheder. Derudover var alle computere i starten dem, jeg samlede, mens jeg arbejdede i USA. Efter universitetet arbejdede jeg i et teknologifirma. Jeg bemærkede, hvor mange computere der går til spilde i de virksomheder – hvert tredje år bliver computerne kasseret, fordi de bliver for langsomme til teknikere. Nogle af dem bliver genbrugt, men ikke mange. Så jeg begyndte at samle de computere og tage dem med til skolen.

Disse computere var udgangspunktet for at bruge skolen til at introducere nye ideer til lokalsamfundet. Skolen giver mulighed for at eksperimentere og hjælpe andre med at lære nyt.

Sp: Hvordan foretog du ændringer for at udvide skolen, så fordelingen af drenge og er mere ligelig?

Børn kom til skolen i deres fritid for at lære grundlæggende færdigheder, såsom at bruge en computer eller en mus. Men efter et stykke tid bemærkede vi, at de fleste af de elever, der kom tilbage, var drenge. Pigerne blev hjemme for at hjælpe med huslige gøremål. Så vi indså, at for at sikre lige adgang var vi nødt til at gå til eksisterende skoler. Den indsats blev min nonprofitorganisation TechLit Africa, som har indgået partnerskab med skoler om at levere et pensum med fokus på selveffektivitet, fejlfinding og internetfærdigheder. Vi underviser i færdigheder som kodning, grafisk design, lyd- og videoproduktion – og det hele er projektbaseret. Lærere og specialister nærmer sig læseplanen fra et karriereperspektiv, så en elev lærer at bruge en computer og anden teknologi, som hvis de var på arbejdsmarkedet. Vi når i dag ud til 4.000 elever fordelt på 10 skoler. Vores næste milepæl er at samarbejde med 100 skoler over hele landet.

Sp: Hvorfor er det så vigtigt for pigerne og alle de elever, du arbejder med, at opbygge digitale færdigheder?

I Kenya er alle iværksættere, men de har meget, meget små virksomheder. Ikke mange af dem vokser fra en lille virksomhed til en mellemstor virksomhed, der kan ansætte folk.

Sp: På hvilke måder hjælper du flere kvinder med at gøre fremskridt inden for STEM og forme fortællingen for fremtiden?

En af de fascinerende ting, vi ser i Kenya, er, at fordi folk ikke har erfaring med computere, er alle lige. I TechLit Africa er der en pige, der er 10 år gammel, og hun elsker at kode. Hun laver aldrig andet. Der er også en dreng, der kan lide at bruge Word-dokumenter til at formatere bogstaver, hvilket vi typisk ser som sekretærarbejde – det elsker han. Alle er lige. Disse børn kan komme ind uden forhistorie, finde de applikationer, de kan lide, og udtrykke sig med dem. Det er en af de stærke ting, jeg ser i mit arbejde. Vi har sørget for, at alle er lige.